For ca. 5 år siden begyndte kirkens ledelse at snakke om, og bede om ledelse vedr. en evt. udvidelse af kirken. På det tidspunkt så det ikke umiddelbart ud til at være nødvendigt, men man havde tro for, at Gud ville sende mennesker til vores kirke så vores daværende rammer ville være utilstrækkelige. I dag her i begyndelsen af 2025 er kirken næsten fyldt hver søndag, så i dag kan alle se behovet for mere plads.

For ca. 3 år siden inddrog ledelsen menigheden i planerne, og vi gik i bøn for projektet. Der blev lavet et konkret projekt, og tegninger blev præsenteret. Nu kunne menigheden se, at der var et konkret projekt og flere fik tro for at det kunne gennemføres. Vi begyndte at se det vi troede i modsætning til at tro det vi så. Vi lod Gud lede i projektet, men alligevel kom der nogle bump på vejen så der flere gange blev sagt, at nu giver vi op for det kan ikke lade sig gøre. Men hver gang skete der noget som bare gjorde, at vi måtte og kunne fortsætte. Og i dag er vi her så – i en situation hvor byggeplanerne er en realitet. Projektet er tilrettet og financieringen er på plads. Folk både i og uden for menigheden har givet med glæde og rundhåndethed. (Romerbrevet 12:8) Det egentlige arbejde med nybyggeriet forventes påbegyndt midt i marts, men inden da skulle kirkens egne folk igang med noget seriøs nedbrydningsarbejde.

Vi vil forsøge at lægge billeder og lidt tekst ind løbende, så alle kan følge med i byggeriet, så følg med her på siderne, og gå ind og kig med jævne mellemrum.

Som noget nyt har vi valgt, at vise fremgangen i byggeriet ved at lægge den nyeste udvikling øverst på siden. Det vil spare jer der kigger med jævnligt, at skulle scrolle helt til bunden hver gang der kommer nyt. Nye på siden bør læse siden fra bunden og op.

14-01-2026

Så sker der lidt igen. Der begynder at komme inventar. Stolene er kommet, og de er prøvesat! Det varer lidt inden de skal stilles op i salen, for der skal laves en del der inde hvor det er bedst stolene ikke er stillet op.

Inde i salen ligger der også en masse som godt nok ikke er færdigopstillet, men det kommer. Først er der lysbomme som er skænket af Dronning Dorothea Teatret da de skulle rydde deres lager da bygningen skulle give plads til byudvikling.

Så er der professionelle materialer til opbygning af platform. Højden er der ikke helt styr på endnu, men et eksempel på størrelse og facon kan allerede ses nu. Der er flere m2 end vi har brug for i den nye sal, så der bliver muligvis også til noget i den gamle sal. Det hele fandt Ole i Den Blå Avis til kun kr. 1600.00, så inklusiv transport (Ole og Jens Jørgen) så står materialerne i kr. 2500.00. Fundet til de penge!

Vi er utrolig taknemmelig til Gud fordi Han sådan sender materialer og inventar vores vej til priser som vi kun har kunnet drømme om. Ja noget af det har endda været helt gratis.

03-01-2026

Godt Nytår! Så er der sket lidt igen, denne gange inde i den nye sal, så nu begynder det at blive spændende. Som det første af vores egen indretning af den nye bygning er der nu dukket en tolkeboks op i salen magen til den der står i den gamle sal. Også det er udført af trofaste frivillige med Ole i spidsen.

21-12-2025

Der har været lidt stille på nyhedsfronten siden aflevering af byggeriet – mest fordi der ikke er sket så meget, men lidt er der sket. Trappen til den gamle sal er færdig med belægning og forkanter og trappeliften er monteret, repareret og testet, så nu kan kørestolsbrugere og gangbesværede komme op i den gamle sal den vej. Finish arbejde omkring trappeliften, trappen og dobbeltdøren til caféen er færdig. Desuden er der lavet lidt udendørs finish. Som det ses på billederne herunder, så er der markeret med hvidt på de kanter der er mellem fliserne og asfalten, så det er nemmere at se der er en kant så ingen falder. Bag bygningen, ind mod naboen, er der rettet jord af så det ser ordentligt ud. Det er der der er planer om at bygge et skur.

26-11-2025

Så nåede vi frem til dagen hvor nybyggeriet blev overdraget fra entreprenøren, Svend Arndahl til Kolding Kirkecenter, men vi mangler stadig lidt af det vi selv skal lave. Idag blev den sidste dør sat i mellem det nuværende café område og mellemgangen der giver adgang til den nye bygning. Bjarke og Ole har arbejdet hårdt for at få den på plads. Belægning på trappen er i færd med at blive lavet af JTI, vores egen gulventreprenør og forventes færdig inden weekenden. Og så drejer det sig “kun” om at få indrettet det nye med platform, stole, tolkebokse, et væld af teknik m.m. Her får I lige et par billeder af et par “dørmænd”.

08-11-2025

Så får I lidt flere billeder af det udvendige flisearbejde som Ole, Jørgen og Jens Jørgen har knoklet med.

06-11-2025

Så er den frivillige del af arbejdet gået udenfor, og man er nu igang med at lægge en flisegang rundt om bygningen.

01-11-2025

Som lovet for nogle dage siden, så ville der lørdag d. 1-11 blive opført en trappe fra den nye mellemgang og op til den nye sal. Og nu er den på plads – opført som tidligere sagt af pensioneret trappe snedker Villy Christensen. Villy havde et par “lærlinge” med – hans søn Bjarke og dennes søn, Caspian. Nu mangler trappen bare at få belægning på, og det bliver det samme som det øvrige gulv i den nye bygning og mellemgangen.

26-10-2025

Det er et stykke tid siden, at der har været aktivitet her på “Frivilligt arbejde” siden, men det betyder ikke at der slet ingenting er sket. Trapperummet til den gamle sal har voldt lidt problemer – d.v.s. at det er liften der har voldt problemer. Det viste sig, at den ikke kunne monteres i rummets højre side, og selve væggen i venstre side er ikke konstrueret til at kunne bære sådan en lift. Efter nogle undersøgelser og overvejelser kom Ole så op med en løsning hvor der blev støbt stålforstækning ned i gulvet som kunne bære liften. Så nu ser trapperummet således ud: Forstærkningen ses mellem liftens skinne og væggen og videre ned i gulvet. Liften er monteret, men ikke helt køreklar. P.S. Næste skridt er så at montere trappen, og den kommer førstkommende lørdag, og bliver også lavet som frivilligt arbejde af pensioneret trappe snedker Villy Christensen.

25-07-25

Trapperum fra mellemgang til gammel sal. Bemærk, at liften er allerede delvis monteret.

22-07-25

Så er der gang i det frivillige arbejde (Ole) i mellemgangen igen. Der skal etableres en trappe fra mellemgangen og op til den gamle sal. Det betyder nyt nedbrydning og etablering af nye gips vægge. Hårdt og støvet arbejde.

18-03-25

Så er stål stolperne støbt fast, så nu er ydermuren sikret.

09-03-25

I løbet af de sidste 14 dage er der sket noget meget vigtigt i den nye mellemgang. Da det oprindelige gulv – et 20 cm. tyk jernarmeret beton dæk – er blevet fjernet, og den armeret betonbjælke som gutterne tidligere er fotograferet på (ses længere oppe på siden) skal fjernes, så mangler der noget til at stabilisere ydermuren da disse elementer har været de stabiliserende faktorer for ydermuren. Så ingeniørerne beregnede, at man kunne erstatte det med flere kraftige stål stolper som skulle stå op ad muren, faststøbes i bunden og fastgøres til muren flere steder der op ad samt fasgøres til tagkonstruktionen i toppen. Noget af et arbejde. De skulle måles op – de var alle forskellige – afkortes og rejses. Der skulle svejses en hel del lasker fast som skulle bruges til at fastgøre dem til muren og laves udveksling der skulle fastgøre dem til tagkonstruktionen. Alt dette klarede Jan og Ole. Stor tak til dem. Nedenfor kan I se lidt billeder fra processen.

25-02-25

Der sker fortsat fremgang i byggeriet, selv om det ikke umiddelbart kan ses. Ole arbejder nemlig i det skjulte – nede under kirkesalen i det der vel kunne kaldes “Krypten”. Men der er hverken konger eller dronninger begravet under kirken – så vidt vi ved – så lad os bare kalde det en krybekælder. Og med den lofthøjde, er Ole jo tvunget til at krybe. Det I ser i denne lille billedserie, er dels opbygningen og isoleringen af skille rummet mellem krybekælderen og den nye mellemgang mellem caféen og den nye foyer og dels opbygningen og isoleringen af den trappe skakt der skal rumme trappen fra den nuværende sal (kommende børne/ungdoms lokale m.m.) og ned til mellemgangen

Og så til noget lidt anderledes. D. 20 september 1932 blev der taget et sort/hvidt foto af 11 stål arbejdere der nonchalant ballancerede på en stål bjælke 260 meter oppe i vejret under bygningen af Rockefeller Plaza i New York. Her sad de og nød deres frokost. Den scene satte Ole og jeg os for at gengive inde i “Hullet”, som jo bliver til vores mellemgang. Der er nemlig en beton bjælke, som I kan se på billedet her over. Bjælken strækker sig fra den ene ende til den anden af vores nuværende sal, og bærer gulvet, som er dimensioneret efter at kunne holde til tung last og kørsel med tunge trucks. Der har tidligere været et transportfirma der holdt til i lokalerne, og vores sal var deres lager. Den synlige del af bjælken skal naturligvis fjernes på et senere tidspunkt, men det var den der gav Ole inspiration til idéen. Desværre må vi ikke bruge det originale billede her på hjemmesiden til sammenligning, så den må I tænke jer til – eller Google “Lunch Atop a Skyscraper”. Men I får lige en serie af billeder med de “beton arbejdere” der var mødt op til Gudstjeneste søndag d. 9-2-2025. I får dem alle sammen, da jeg ikke kunne vælge, for på det ene billede ser den ene fjollet ud og på det næste er det en anden – så I får alle 11. Det er også lidt for at vise, at “Kirke” ikke kun er alvor og foldede hænder. Humor er også en del af det at være en Kristen.

Jeg kalder billedserien for “Frokost på en betonbjælke”

Til sidst i denne omgang skal I lige have et billede af “The Boss”, den utrættelige Ole, som har stået i spidsen for nedbrydningsarbejdet. Ole står nede i “hullet”, som skal blive til den nye mellemgang. Men han har ikke gjort det alene. Tak til Lars Peter, Michael, Anton, Erling, Peter, Svend, Jan, Harald, Helle N., dem vi har glemt at nævne og alle der hjalp med grundig rengøring samt alle ægtefæller der bakkede op – for ikke at forglemme vores præst, Tove, som også sidder og betaler regninger i lange baner.

Og så skal det virkelig hårde arbejde igang. Bag den nyopsatte gipsvæg skal gulvet, som er en ca. 20 cm. tyk armeret betondæk, nedbrydes for at give plads til mellemgangen. Gulvet i den skal ned i niveau med caféen og den nye bygning.

Så skal der lige bygges en væg op 2 meter fra salens bagvæg så der kan etableres en mellemgang fra café området til foyéren i den nye bygning.

Vi starter med nedbrydningen af skuret ude ved parkeringspladsen.