Familienetværksaften i Koldingkirkecenter d. 7 februar 2020
Så har vi igen haft en vellykket Familienetværksaften i Kolding Kirkecenter, men hvad der det egentlig, og hvad foregår der på sådan en aften?
Arrangementet er jo, som navnet siger, for familier. Derfor er både børn, unge og voksne velkomne. Noget af aftenen foregår fælles, og noget af aftenen deler man sig op i grupper – børn op til 11 år, teenagere fra 12 til 16 år og så alle os andre. Denne gang var vi alt ca. 70 personer hvoraf de fleste var gæster i kirken.
Vi starter med at spise sammen, og denne gang var det vores syriske venner der stod for den lækre mad der blev serveret.
Det er altid spændende at prøve noget der er lidt anderledes, og det var det bestemt også denne gang. Jeg håber ikke det er sidste gang vi oplever det.
Når vi er færdige med maden er det tid til lidt uhøjtidelig leg. Så siger du måske, at voksne leger da ikke. Jo, dem der har lyst leger, og som det ses på billederne var det de fleste. Dem der ikke har lyst til at deltage bliver bare siddende og hygger sig ved bordene – og griner af os andre.
Efter denne omgang fælles leg for hele familien går børnene for sig og teenagerne for sig for at fortsætte den hyggelige aften på deres egne premisser. Børnene og de unge får sodavand, slik og chips medens de leger, spiller og generelt hygger sig.
De voksne får en kop kaffe – med lækker syrisk dessert til – og så går snakken og hyggen ellers.
Midt under hyggen kommer Tove ind med store pakker så det ligner Juleaften. Nu skal der leges pakkeleg i en lidt alternativ udgave.
Det er ikke nemt at pakke gaver ud der er pakket ind i mange lag papir og pap når man er iført handsker, hue og mørke briller samtidig med, at ens med/modspillere kæmper om at slå en sekser så de får en chance for at få gaven. Den der når at pakke den helt ud inden den næste slår en sekser må nemlig beholde den. Og dagens fødselsdagsbarn fik sandelig toiletbørsten.
Som afslutning på aftenen blev der holdt en kort andagt hvor Tove (og Seba som tolkede til arabisk) fortalte historien om Den Fortabte Søn fra Bibelen. Tove fremhævede faderens indstilling til sønnen der kom slukøret hjem efter at have formøblet sin arv, og bad om blot at få lov at blive daglejer så han i det mindste kunne få noget at spise. Men for faderen var det en glædens dag fordi den søn han elskede, men som havde forladt hjemmet, var kommet hjem. Faderens kærlighed var ubetinget, ligesom Guds kærlighed til os ikke er betinget af, at vi skal gøre os fortjent til den, men vi får den i gave fordi den er ubetinget.
Efter afslutningen var konklusionen fra både gæster og kirkens medlemmer, at Familienetværksaften var et arrangement der var kommet for at blive. Så vel mødt næste gang, som bliver fredag d. 28 februar klokken 18:00.