
En skøn dag i selskab med menigheden og Gud.
D. 5. september holdt Kolding Kirkecenter Kirkedag. Det var en dag hvor menigheden samles om lovsang, undervisning, god mad, leg og fællesskab.
Vi startede dagen klokken 9:00 med morgenkaffe med rundstykker og hvad der ellers hører til. Da vi havde nydt kaffen trådte lovsangsgruppen til og ledte os i lovsang.

Efter lovsangen gik børnene for sig hvor der var aktiviteter for dem, og vi andre blev i salen hvor Mikael Schlosser fra Thisted Pinsekirke underviste ud fra temaet “Brug de gaver du har fået” med udgangspunkt i Romerbrevet kapitel 12 vers 4-8 hvor Paulus taler om de gaver Gud har givet os og hvordan vi skal forvalte dem – ikke bare når vi er i en kirkelig sammenhæng, men i alle livets forhold. Det var en inspirerende formiddag hvor det ikke bare var Mikael der talte, men hvor alle deltog i dialogen.

Og så blev det frokosttid, og som bekendt: “Uden mad og drikke o.s.v.” Jørgen og Jytte havde ansvaret for en dejlig frokost med både koldt og lunt. Men i forbindelse med et sådan arrangement er der mange ting der skal laves, og alle deltagere havde på forhånd fået tildelt forskellige opgaver i løbet af dagen, så alt fungerede uden brug af “Tordenskjolds soldater”.


