AKTIVITETSDAG FOR UKRAINSKE BØRN DEN 15. APRIL I KKC

Langfredag åbnede vi kirken for ukrainere, som er flygtet fra krigen og nu bor i og omkring Kolding.

Huset blev fyldt af mennesker, som er i midt i en livskrise, hvor de har brug for, at vi åbner vores hjerter og vores dør og viser dem Guds kærlighed.

Fra kl. 11 – 16 var Ole Rømers Vej 8 for en tid et sted, der kunne give både børn og voksne et frirum, hvor de kunne møde hinanden, lege sammen og mærke at der er håb.

Børnene var i gang både inde og ude med alt fra ansigtsmaling, riste skumfiduser, lave kæmpe sæbebobler, pynte kager, spille spil, stepdans, twister og mange mange andre ting. Og for de voksne var der plads til samtale, der kunne rumme alt det svære, fordi de kunne mødes med andre i samme situation som dem selv og samtale på deres eget sprog.

Til frokost blev der serveret hotdogs, og børnene nød fri adgang til slushicemaskinen og popcorn 😊

Efter frokost blev børnene sendt ud på jagt efter 90 malede kogte æg, som så kunne byttes til chokoladepåskeæg og skum.

Da børnene fik præsenteret æggejagten uden ord i mimik, løb de ud af døren, da de opfangede, hvad det var, der skulle ske, så de nåede ikke at få information om ombytningen til de søde sager – men det lykkedes alligevel at få samlet æggene ind og fordelt slikket.

En ung ukrainsk pige sang på ukrainsk til stor glæde for børn og voksne bagefter. Det var rørende at se og høre deres stemmer og genkende ordet ”ukraine” i sangene.

Dagen sluttede med mange varme håndtryk, hvor familierne udtrykte deres store taknemlighed over, at vi havde åbnet kirken og givet dem denne mulighed.

TAK til alle der kom og hjalp til at gøre denne dag mulig.

Hygge i gården

Billede 3 af 5